torsdag den 25. juni 2015

En lille spand koldt vand...

Vi har de seneste uger gået og bildt os selv ind, at husbyggeriet virkelig skred frem og at der ikke kunne være mange uger tilbage før der blev lagt sidste hånd på det.
   Vi har altid vidst af KFS holder ferie, som I intet udført arbejde, i ugerne 29, 30 og 31. Derfor havde vi lidt håbet at de kunne lave huset tilpas meget færdigt til, at vi kunne flytte ind før deres ferie og at de så kunne komme og lave de sidste småting derefter.

MEN, KFS´ travlhed med andre byggerier, inklusiv 2 andre igangværende husbyggerier på Kiplings Allé har gjort, at de nok ikke kommer til at glæde os med at holde sommer i det nye hus.

Deres tidsplan for vores byggeri er lavet og fletter sammen med de to andre huse og dermed bliver der ikke arbejdet på vores hus hver dag.
   Vi har talt med vores byggeleder om det og der er ikke så meget at gøre. De kan muligvis hente en uge, men tør ikke love noget.

Det er jo selvfølgelig 3 forskellige huse der bygges og de 2 andre er i 2 plan, hvilket jo kan gøre en forskel. Vi er bare ærgerlige over at se de samme håndværkere gå i alle tre huse og at der dermed kan gå dage hvor der ikke sker noget på vores hus.
   I den perfekte verden havde der været et sjak til hvert byggeri, men vi ved også godt at det ikke holder vand, rent økonomisk for KFS, især ikke når de har så travlt som de har pt. 
   
Det er nok prisen vi betaler for at bygge i sommerperioden, hvilket jo naturligt nok er den hyppigst anvendte årstid at bygge på. 
   I sidste ende, når huset er færdig og vi er flyttet ind, kan vi nok også godt se det fra den lyse side. Tidsplanen holder jo trods alt, hvilket vi I sidste ende også skal sætte pris på. Lige nu fylder skuffelsen bare mest...

lørdag den 20. juni 2015

Bygge-update #20 - Væv, maling og krans

I går var vi lige kort ude ved huset for at overdrage lidt forfriskninger til håndværkerne, inden vi skulle videre til møde med Ove hos Invita, for at sætte et sidste punktum på inventar-bestillingen.
   I den forbindelse havde vi bedt KFS om at sørge for en "rejsegilde-krans" til huset, selvom det er sent i byggeforløbet, så siges det jo at bringe uheld hvis man ikke gør dette - så bedre sent end aldrig...

Idag var vi så ude for at snuse lidt mere og for at se kransen svæve over huset i et dejligt sommervejr.

Malerne har i denne uge fået sat væv op og malet hele hytten og er dermed færdig til at tømrerne kan rykke ind og sætte lofter op.

Det er nærmest uvirkeligt at se huset så tæt på at være færdigt og det nærmer vi os da også kraftigt, nu hvor de sidste overflade-lag skridt for skridt, bliver færdige rundt omkring.
   Vi glæder os til at komme ud og fornemme lysforholdene i huset når de hvide Troldtekt-lofter og gulve kommer på. Allerede nu har det hjulpet utroligt meget op at få maling på væggene og det sender meget mere lys rundt i rummene, som også føles større.
   Sikke et hus vi får i løbet af sommeren!







 

søndag den 14. juni 2015

Bygge-update #19 - Zink og spartel

Efter en god uges tid siden sidst, har håndværkerne fået lavet en masse detaljer og finish rundt omkring på huset.
   Det er ikke de store konstruktionsmæssige ændringer der sker mere, dem er der lagt låg på. Vi er gået ind i perioden hvor de afsluttende lag lægges på de forskellige flader.

Der er gjort klar til at lægge zink på sternet hele vejen rundt og som man lige kan ane til venstre på et af billederne, er der sat tagrender op på skuret og langs carporten. 
   Vi har valgt alm. lyse zink tagrender for at give en konstrast til det sorte Ivarplank og selvom vi får forpatineret, sort zink på sternet, skal det nok komme til fungere fin sammen i det samlede billede.

Malerne har været i fuld sving indenfor og har tværet en forfærdelig masse grå spartel på alle væggene og fået dette slebet, så der er en fin glat ensartet overflade på alle indervæggene.
   Næste step for dem er nu at få klæbet en masse meter miljøvæv op, hvorefter der skal males.

Derefter rykker tømrerne igen ind og sætter de allerede leverede plader med Troldtekt op i lofterne.

Det begynder at lugte lidt af sommer i huset på Kiplings Allé!













onsdag den 3. juni 2015

Bygge-update #18 - Klinker og plank

Vi kunne ikke holde os væk, så idag blev det til et lille fyraftens-visit i huset for at se hvad der var sket de sidste 3 dage. Det er lige præcis dét der er så fedt ved at være igang og ikke mindst at være så langt som vi er nu! Der sker hele tiden noget, så selv få dage gør en forskel og man har hele tiden trang til at komme ud og "tjekke" hvad håndværkerne har gang - vi skal jo holde lidt øje med dem ;-)

Thomas-fliselægger har været aktiv disse 3 dage. Der mangler nu kun klinker på væggene i brusenicherne og nogle enkelte sokkelklinker hist og pist. Der skal dog fuges en del, men for pokker hvor ser det godt ud! 
   Vi var ikke i tvivl om denne klinke, men at den ser endnu bedre ud end vi husker, når den ligger i huset, havde vi ikke turde håbe på. Det bliver så afsindigt flot når de er lagt færdig og der kommer fuger i - hold da op!

Elektrikeren er godt igang med de sidste indstøbninger af stikkontakter rundt omkring og der begynder så småt at være gjort klar til malerne kan komme forbi.

Derudover har tømrerne fået lavet inddækningerne over både køkkenvæggen og skabsnichen i gangen færdig, samt sat Ivarplank på skuret og er begyndt at beklæde søjler og stern på carporten. 
   Vi havde oprindeligt valgt træ-beklædning, hvilket også er rigtig flot, men når nu chancen bød sig og vi kunne få vedligeholdelsesfrit Ivarplank istedet, valgte vi det og det har vi ikke fortrudt - det bliver rigtig pænt og står som en flot kontrast til stenene på huset.



Vi har valgt denne løsning for at gøre skabsvæggen til en lidt mere anonym og knap så bombastisk enhed i alrummet. Det kommer forhåbentlig til at syne mere som en naturlig del af rummet.



Klinkerne som vi er helt forgabte i - de er endnu pænere "live".




Knægten slapper af på den ny-"klinkede" trappe. Inddækningen over skabet er blevet færdig.


De fine klinker skånes for sand og sten.