Næste trin er derfor at få nogle farver ind i billedet. Ikke at vi er de vilde gartner-typer, men lidt grønne fingre har ihvertfald, 50% af den voksne afdeling da, så der skal selvfølgelig piftes op med nogle blomsterbede.
Da vores primære udendørs opholdsrum bliver den store terrasse lige udenfor alrummet, er det her vi fortrinsvis vil gøre lidt ekstra ud af det.
Lidt forskellige dufte, farver og liv omkring terrassen skal der til, så det blev til et pænt stort staudebed op mod flisebelægningen.
Prisen for at bo hvor vi nu gør er, at der konstant kan mærkes at det blæser. Der stadig så få ting til at bryde vinden og give læ rundt omkring i området, så har valgt at lave plankeværk på både øst- og vestsiden af terrassen.
Vi kommer simpelthen ikke til at bruge terrassen ret meget, hvis vi ikke laver noget læ.
Da vi samtidig har have/terrasse lige ud til vendepladsen, hvor mange nysgerrige og sikkert nybygger-interresserede kommer forbi, er et plankeværk den oplagte løsning til at give noget privatliv og bryde vinden.
Vi kiggede længe efter den perfekte løsning, men endte til sidst med at få lavet nogle brædder i douglas-gran på specialmål fra et savværk. Douglas kan stå ubehandlet og vil på sigt gå fra den meget iøjnefaldende orange-røde farve, til mere grå/sølvfarvet.